Nicolinehus var og er et levende eksempel på de ambitioner, som vi altid har haft, når vi har arbejdet med ejendomsudvikling og byggeri, og vi glæder os særligt over, at bedømmelseskomiteen har lagt vægt på, at Nicolinehus er blevet det knudepunkt på Aarhus Ø, som vi drømte om:
’…Det er en vanskelig øvelse, og selv om man kunne have ønsket mere bredde og lys i gaderummet, så står bebyggelsen som et nyt vigtigt bylivsknudepunkt på Aarhus Ø med høj kvalitet i materialevalg, detaljer og et levende mødested på tværs af beboere og besøgende på Aarhus Ø… ’
Prisen blev uddelt i Rådhushallen, og vi modtog den sammen med Philip Foss og Peter Kallehave (nu begge JABO Ejendomme).
Sammen var vi et super hold, da vi sammen med AART Architects forvandlede de gamle havnearealer mellem Lystbådehavnen og Bassin 7 til byens bedste mellemrum. Med på holdet var også NCC, som leverede et seriøst godt stykke entreprenørarbejde, og så skylder vi også en tak til de kreative hjerner fra BRIQ med Peter Bur Andersen i spidsen, der var med til at ideudvikle Markedshallen.
Nu er vi i BRICKS i fuld gang med nye projekter og byudvikling. Og vi ser ikke mindst frem til at udvikle bydelen på Pier 3, der kommer til at være nabo til Nicolinehus, og hvor ambitionerne om at skabe levende mellemrum og byrum er skyhøje.