Vinderprojekt skal skabe liv i Aarhus Ø

"Nicolinehus" har netop vundet et kommunalt udbud og får en central og attraktiv placering i Aarhus Ø. Ejendomsprojektet skal skabe tiltrængt byliv i Aarhus Ø og være omdrejningspunktet for en ny, stærk midtbypuls, der danner bro mellem havnebydelen og Aarhus C.

Bag Nicolinehus står det aarhusianske ejendomsudviklingsselskab Bricks A/S, der lige nu opfører det ambitiøse Frederiksplads mellem Frederiksbjerg og Sydhavnen. I Bricks er medejer og direktør Martin Busk ikke bare glad for at have vundet det kommunale udbud - han er også begejstret på byens vegne:
"Nicolinehus bliver hjertet af Aarhus Ø, der med sin puls skaber en tæt sammenhæng til midtbyen, så området bliver et attraktivt tilbud til alle aarhusianere. Derudover har Nicolinehus områdets ubestridt bedste beliggenhed lige ud til den gamle lystbådehavn, med vand til begge sider og havnebadet helt tæt på. "

Cafèer, spisesteder og dagligvarebutikker
Både arkitektonisk og materialemæssigt er Nicolinehus et højkvalitetsbyggeri, der både rummer boliger og erhverv. Hele stueetagen i den "terrasserende" bygningsstruktur åbner sig mod omverdenen med cafèer, livsstilsbutikker, spisesteder og dagligvarebutikker. Det samme gør Nicolinehus' gårdhaver, der - inspireret af midtbyens gamle karréer - bliver rekreative åndehuller og grønne uderum for både beboerne og borgere.
"Nicolinehus er med alle sine udadvendte tilbud skabt til at fremelske liv og puls - det trænger Aarhus Ø virkeligt til, fortæller Martin Busk.

Havne-rambla
Samtidig har Bricks ambitioner om at skabe en grøn havnelund i området mellem Nicolinehus og lystbådehavnen, ligesom virksomheden vil arbejde for, at Aarhus Ø får sin egen "havne-rambla" - et sammenhængende strøg langs lystbådehavnen.

Events og ildsjæle

Philip Foss, der er medejer i Bricks, fortæller, at virksomheden også på andre måder vil gå forrest for at skabe liv i Aarhus Ø:
"Vi vil derudover løbende lave events i området omkring Nicolinehus og aktivere ildsjæle og interessenter i Aarhus Ø, så området kommer til at summe af afslappet midtbyliv. Samtidig tilbyder vi de kommende beboere boliger med format. Vi lever af - og for - at skabe smukke rammer for liv. Det, synes vi, er lykkedes rigtigt godt med Nicolinehus - i tæt samarbejde med AART architects, der er et af landets allerstærkeste arkitektfirmaer."

 

  • 01
  • 02
  • 03
  • 04